Skip to content

Politiken skrev:

“Man skal være en sten for ikke at blive rørt af Adil Erdems beretning om den morgen i 1969, da hans far rejste fra landsbyen i Tyrkiet for at arbejde i et fremmed og skræmmende land ved navn Danmark.

Adil var fem år, og om aftenen lod han, som om han sov, mens forældrene talte om, at han ikke skulle vækkes, når faderen tog af sted tidligt næste morgen.

Det lykkedes ikke.

Adil fik tøj og gummistøvler på og spænede over mod bussen, og før faderen overhovedet var steget ind, begyndte den lille dreng at løbe i samme retning som bussen. Han snublede i den fine sne, der var faldet i løbet af natten, blev indhentet af sin storebror, der løftede ham op, så han ikke længere kunne løbe – og forstod endelig, at faderen var rejst væk.

»Jeg bad min storebror, Resat, aflevere mig hos mormor. Jeg blev boende hos min mormor i tre uger. Jeg nægtede at vende tilbage til stenhuset«, fortæller Adil Erdem, der er forfatter til et større antal bøger om integrations- og flygtningeprobler, især for unge.”