»Vi løb hjem. Vi løb hurtigere og hurtigere og nåede at komme hjem før min far. Jeg blev siddende sammen med min hund, Malo. Min mor kiggede flere gange på os gennem vinduet. Så kom min far ud til os. Jeg havde slet ikke set ham komme hjem. Han satte sig på en stol og kiggede længe på os uden at sige noget. Til sidst gik han ind igen. Jeg blev siddende sammen med Malo og sagde til ham, at jeg aldrig nogensinde ville glemme ham. Aldrig!«

Ali bliver nødt til at efterlade sin hund i Iran, da han sammen med sin familie er nødt til at flygte på grund af sin fars politiske arbejde.På flygtninge-centret bliver savnet af Malo bare et af de problemer, Ali må slås med: hans familie frygter for, at de ikke får lov til at blive boende, han skal lære et helt nyt sprog, og han skal starte i centrets skole. Heldigvis møder han Mads, der bor i nærheden af centret ...

Knap 13.000 danskere top turen over Atlanten i perioden 1860-1930. Mange rejste væk fra et Europa i krise og et Danmark med fattigdom. Fire ud af ti vendte hjem igen på grund af bristede drømme og hjemve.

Indvandrernes paradis er et stykke dansk udvandringshistorie om et stærkt kulturelt og til tider religiøst fællesskab, hvor man hjalp hinanden med jord, kreditter og arbejde og ikke mindst socialt og kulturelt forsøgte at holde Dannebrog højt.

Elif kunne godt lide at løbe. Det var, som om man levede hurtigere, når man løb. Hun var god til at løbe fra sin mor, når hun var vred. Hun var god til at løbe fra sin lillebror. Hun var god til at løbe fra gadedrengene, som ville stjæle fra hende. Og så var hun god til at løbe fra de fremmede mænd. Men hun ville ønske, at hendes far kunne løbe hurtigere end hende.

Det kunne han ikke. Han kunne hverken stå eller gå, og sådan havde det været lige siden ulykken på byggepladsen.

I dag er jeg tidens uven,
den skubber mig op mod vinden,
den er ubønhørlig,
gør mine læber tørre,
min krop tungere og tørstigere,
vejene uendelige,
nætterne lange,
drømmene sure.

.............