Et uddrag fra digtsamlingen: "Tidens uven", Tiderne Skifter, 1997
I dag er jeg tidens uven, den skubber mig op mod vinden, den er ubønhørlig, gør mine læber tørre, min krop tungere og tørstigere, vejene uendelige, nætterne lange, drømmene sure.
Elif kunne godt lide at løbe. Det var, som om man levede hurtigere, når man løb. Hun var god til at løbe fra sin mor, når hun var vred. Hun var god til at løbe fra sin lillebror. Hun var god til at løbe fra gadedrengene, som ville stjæle fra hende. Og så var hun god til at løbe fra de fremmede mænd. Men hun ville ønske, at hendes far kunne løbe hurtigere end hende.
Det kunne han ikke. Han kunne hverken stå eller gå, og sådan havde det været lige siden ulykken på byggepladsen.
Elif kunne godt lide at løbe. Det var, som om man levede hurtigere, når man løb. Hun var god til at løbe fra sin mor, når hun var vred. Hun var god til at løbe fra sin lillebror. Hun var god til at løbe fra gadedrengene, som ville stjæle fra hende. Og så var hun god til at løbe fra de fremmede mænd. Men hun ville ønske, at hendes far kunne løbe hurtigere end hende.