Som en ung forfatter i Tyrkiet skulle man absolut have en eller flere forfattere som forbillede. For eksempel da jeg rejste rundt i Ankara og forsøgte at finde et forlag til mine noveller, spurgte man ofte, om jeg var en efterfølger af Sabahattin Ali eller Sait Faik.

Ligeledes hvis man var poet. Jeg må indrømme, at jeg aldrig nogensinde har været efterfølger af nogle forfattere eller poeter. På en eller anden måde var der noget godt hos mange af de tyrkiske forfattere, som jeg læste og stadigvæk læser . Men hvis jeg skal nævne to gode digtere, som stadigvæk betyder noget for mig, vil jeg med stor glæde nævne Nazim Hikmet og Can Yucel, men der er selvfølgelig mange andre, som jeg også sætter stor pris på. Det samme gælder for mine yndlingsforfattere fra Danmark.

Digterne Henrik Nordbrandt og Erik Stinus er absolut to navne, vi trækker på derhjemme, når vi skal læse poesi. Men når det gælder en god roman er det blandt andet Klaus Rifbjerg, Kirsten Thorup og mange andre.